Mød Mette

Folketingsmedlem Jeg er Roskildes socialdemokratiske og solidariske rød-grønne stemme i Folketinget.


Jeg er født og opvokset i Jyllinge og Gundsømagle, og jeg har gået i skole på Margretheskolen i Gundsømagle og senere på Roskilde Gymnasium lige overfor domkirken i Roskilde. Jeg bor sammen med tre generationer af familien på Dyssegården i Gundsømagle.

 

Jeg afsluttede min skolegang med uddannelsen til agronom på den daværende Kgl. Veterinær og Landbohøjskole.


Jeg har været valgt til Folketinget siden 2005, og haft mange tillidsposter i partiet, fx klima- og energiordfører, miljøordfører, og er nu udviklingsordfører og formand for Europaudvalget.

Som fødevareminister var jeg den tidligere regerings grønne stemme og tog gerne nogle opgør med landbruget, når det var nødvendigt.

 

På hjemmefronten er jeg nok lidt af en handywoman, som godt kan lide at gøre tingene selv. Undtagen at pudse vinduer. Men det er måske fordi jeg er virkelig dårlig til det og resultatet bliver elendigt. Til gengæld kan jeg mure til husbehov, og jeg skifter gerne en vandhane og også en pære når forlygterne på bilen er gået ud. Selvom jeg bliver vældig irriteret over hvor besværligt det er, når man nærmest skal splitte hele bilen ad bare for at skifte en pære.

Jeg står som regel tidligt op, men har utallige gange fået forstyrret nattesøvnen, når jeg er blevet fanget af en god bog – er den rigtig god, kan jeg simpelthen ikke slippe den igen, men må lige have næste side med – og næste og næste.

Mette Gjerskov